Hvor blev du af, min lidestjerne?
Min døgnhåben er nu råben, jeg råber
rugbrødsord.
Tandløs famlemani.
Jeg vil på velsignet druk,
mumle som en munk.
Jeg gnuffer en gudbid; En æringsproces begynder i denne, en udansk ordbog.
Husk, at jeg er ikke bedre end dig. Men jeg er hér, lige nu. Jeg er ufærdig, i mellemrummet, i den konklusion, som aldrig kom. Og jeg elsker, som jeg ved, du elsker.
Prik hul på din beskyttende atmosfære. Jeg længes efter dig som en hund efter månen.
Om lidt bliver det aften. Der er sol på stribe.
Fred. Giv dig fred. Jeg giver dig fred. Tør blodet af i skjorteærmet, puds næsen og blæs hjernen ud. Væk. For nu er kimen tommet. Slug fluen og dug luven.
Jeg er motorvejen. Så tag mig dog, dit svin.
Jeg vågnede før daggry for at plukke en høne med Gud, det røvhul. Jeg kaldte ham sprogets værste gloser. Nar. Jeg sagde, at det ikke kunne passe, det skulle være så svært, det hele. At han svigtede sin opgave. I lang tid skældte jeg ud. Han nikkede lidt, og kiggede ud i luften. Efterhånden løb jeg tør for vrede. Så sagde han:
“Hør her, det kan godt være du har ret i alt det, du siger.” Så kiggede han på mig og smilede en ganske lille smule:
“Men du elsker mig jo stadig.”
Idiot.